Materialer og pleje

Køb nu og behold for evigt. Her finder du vores vejledninger om, hvordan du bedst muligt vedligeholder dit nye Montana produkt.

Vedligeholdelsesguide

Hos Montana Furniture gør vi vores bedste for at skabe et bæredygtigt produkt, som kan holde i flere generationer. Ved at følge få simple råd kan du vedligeholde dit nye Montana produkt på den bedst mulige måde. Kig nærmere på vores materiale- og plejeguide som er opdelt efter de respektive produkter. Klik på det materiale, som du ønsker at vedligeholde.

Lakeret MDF og finér

Møbler i MDF og finér som f.eks. 12 mm Montana Systemet, Montana Free, Montana Mini og Montana Bathroom med en lakoverflade rengøres ved brug af en ren, tør klud eller med en klud hårdt opvredet i rent vand med omgående eftertørring med en ren, tør klud.

Genstridige pletter kan eventuelt fjernes med dråber af koncentreret opvaskemiddel, hvorefter overfladen aftørres med en hårdt opvredet klud. Pletter der ikke umiddelbart kan vaskes af, fjernes med en klud hårdt opvredet i vand tilsat flydende rengøringsmiddel (maks. 1 tsk. til 1 liter vand), hvorefter overfladen omgående aftørres med en ren, tør klud. Hvis du er i tvivl, så prøv denne fremgangsmåde på et ikke-synligt sted på møblet, da visse rengøringsmidler kan skade lakken. Som alternativ til rengøringsmidler kan der med fordel anvendes en mikrofiberklud.

Visse kemikalier, blæk samt stærkt farvende frugtsaft kan give misfarvning, hvis det sidder i længere tid på pladen, da farvepigmenterne binder sig til overfladen. Brug aldrig sprit eller andre opløsningsmidler, ståluld, skurepulver, lignende midler med slibeeffekt eller rengøringsmidler der efterlader en hinde på overfladen, f.eks. brun sæbe.

Gummidupper som ofte er placeret i bunden på interiørgenstande indeholder som regel blødgøringsmiddel, som ved længere tids kontakt med overfladen kan gå i forbindelse med lakken og derved ødelægge denne. Olierede genstande må ikke stilles direkte på eller i modulet, da olien kan gå i forbindelse med lakken og derved ødelægge denne.

Miljøvenlige 42 lakfarver - En sanselig filosofi

Montana har siden 2007 udelukkende anvendt vandbaserede lakker, som ikke indeholder sundheds- og miljøskadelige opløsningsmidler. Hvert 8. år udvikler Montana en ny farvepalette. Vores nuværende palette er kreeret i samarbejde med farveekspert Margrethe Odgaard. Læs mere om Margrethes kreative process mod en ny og mere sanselig farvepalette.

Udforsk mere

Glasprodukter

Glasoverflader som f.eks. topplader rengøres ved brug af en ren, tør klud eller med en klud hårdt opvredet i rent vand med eftertørring med en ren, tør klud. Der kan med fordel anvendes en mikrofiberklud.

Glasrens på spray kan ligeledes anvendes, følg anvisningen på produktet og spray kun på glasset. Brug ikke syre-baserede rengøringsmidler eller slibemidler, da dette ridser glasset.

Produkter i marmor

Topplader i marmor er et naturmateriale der hovedsageligt består af kalk, som dannes under tryk ved bestemt temperatur. Dette gør hver enkelt marmorplade helt unik.

Marmor skal mættes, således at fedt og snavs ikke trænger ned i pladen. Dette kan gøres ved brug af imprægneringsmiddel. Her kan du anvende sæbespåner: opløs 2-3 spiseskefulde sæbespåner i 1 liter varmt vand, hvorefter skummet påføres bordpladen. Lad det virke i 5 minutter, uden at det tørrer ud. Tør herefter bordpladen af med en ren, fugtig klud. Jævnlig brug af sæbespåner er med til at mætte bordpladen. Daglige rengøring med en opvredet klud.

Marmor tåler ikke syre eller nogle andre former for aggressive og sure rengøringsmidler, herunder eddike og citronsaft. Spilder du noget syreholdigt på pladen, skal det straks vaskes væk.

Tekstiler

For at fjerne løst snavs på en Bachelor stol skal du bruge en børste - og om nødvendigt mild sæbe og lunkent vand på en klud. Betrækket kan vaskes ved max. 30°C finvask. Brug ikke skyllemiddel. Vær opmærksom på at vask kan reducere tekstilets oprindelige imprægnering og modstandsdygtighed over for pletter.

Rengøring af pletter på GUEST taburetten gøres ved at duppe en klud opvredet i lunkent vand på det beskidte område, om nødvendigt kan du tilsætte et neutralt vaskemiddel. Gnid ikke på pletten med kluden. Herefter duppes det behandlede område med en ren, tør klud.

For tekstilpanelerne til Montana Free reolsystemet anbefaler vi at støvsuge dem regelmæssigt.

Rengøring af pletter på Pantonova hynderne gøres ved at duppe en klud opvredet i lunkent vand på det beskidte område, om nødvendigt kan du tilsætte et neutralt vaskemiddel. Gnid ikke på pletten med kluden. Herefter duppes det behandlede område med en ren, tør klud.

Miljø og kvalitet

Hos Montana tager vi vores miljøforpligtelser seriøst. Allerede for 25 år siden indførte Montana grønt regnskab som resultat af et projektsamarbejde med Miljøstyrelsen.

Læs mere om miljø og kvalitet her

Produkter i rustfrit stål

Vask hele Pantonova stolen i sulfosæbevand med en børste. Stolen skylles efterfølgende med rent vand og aftørres herefter evt. med en klud eller lufttørrer. Forebyggelse af flyverust på rustfrit stål kan gøres ved at aftørre stellet regelmæssigt med olie. Olien påføres med en klud og aftørres efterfølgende med en tør, ren klud. Olien vil efterlade en tynd beskyttende hinde og vil bevare stålet pænt længst muligt.

Krom og lakeret stålprodukter

Rengøring af f.eks. Panton Wire i krom eller lakeret stål kan gøres ved at aftørre med en klud hårdt opvredet i lunkent vand eller sulfosæbevand. Anvend aldrig olie på krom og lakerede stel.

Polyurethan- og papirsnor på Panton One

Snoren i polyurethan og papirsnoren på Panton One stolen kræver meget lidt eller næsten ingen vedligeholdelse. Papirsnoren er stærk og patineres smukt og naturligt over tid. Det er et meget miljøvenligt materiale, som er biologisk nedbrydeligt og kan afbrændes.

Da papirsnoren er et naturmateriale, skal du være opmærksom på, at det vil forandre sig, når du bruger stolen. Papir består af fibre, og derfor vil papirsnoren med årene blive længere, i takt med at stolen bruges, og den vil derfor ikke fortsætte med at sidde helt stramt på stellet. En ny og en brugt stol vil derfor aldrig se ens ud. Der vil forekomme små ujævnheder på papirsnorens overflade, ligesom der også vil forekomme overlapninger og evt. små knuder, der hvor fibrene forlænges under produktionen af snoren.

Montana arbejder med to farver – natur, der er ubleget, og sort, der er indfarvet. Papirsnoren er behandlet med et tyndt lag voks, der hjælper med at forhindre pletter og gør rengøring af materialet nemmere. Tekstilfarver fra ikke-farveægte tøj, f.eks. denim, kan smitte af på det naturfarvede papirsnor. Der kan også opstå misfarvning af papirsnoren ved spild af stærkt farvende væsker, f.eks. rødvin og frugtsaft.

Hvis uheldet er ude: Fjern så meget af væsken som muligt med en hårdt opvredet, blød klud. Pas på ikke at gnide væsken længere ind i papirsnoren, men dup i stedet forsigtigt på det udsatte område. Benyt aldrig opvaskemiddel på flet men en neutral sæbeopløsning uden farve. Ønsker du at friske sædet op, kan du aftørre sædet med en hårdt opvredet klud dyppet i en neutral sæbeopløsning uden farve. Vi anbefaler dog ikke at gøre dette for ofte, da det kan slide unødigt på papirsnoren. Papirsnoren er et naturligt køligt, komfortabelt og modstandsdygtigt materiale, der er designet til at holde i årevis.

Polyurethan-snoren har en kerne af nylon. Sæde og ryg støvsuges regelmæssigt med en blød børste eller aftørres med en fnugfri klud hårdt opvredet i lunkent vand evt. tilsat sulfosæbe. Olie må aldrig anvendes på de flettede snore. Kemikalier eller stærke rengøringsmidler må ikke anvendes på stolen. Der tages forbehold for blegning af polyurethan-snorene i forbindelse med direkte sollys. Tekstilfarver fra ikke farveægte tøj f.eks. denim kan smitte af på snorene i de lyse farver. Denne vejledning gælder for hele Panton One serien.

Garantier

Konstruktions- og kvalitetskontrol sikrer, at Montana produkterne – ved korrekt anvendelse – holder langt ud i fremtiden. Ved korrekt montering og anvendelse af Montana produkterne samt ved brug under normale omstændigheder inkl. anbefalinger omkring belastning, yder Montana Furniture A/S 10 års holdbarhedsgaranti for konstruktion, bevægelige dele samt for funktionsdygtighed. For stole, rektor ®-vaske, elektroniske og hydrauliske dele 5 år.

Læs mere om garantier 

Massiv træ

Vedligeholdelse af Douglastræ som på f.eks. et JW Table skal gøres med hvidpigmenteret hærdende bordpladeolie, 3-4 gange årligt efter behov. Pladen skal være ren og tør inden oliering, olien fordeles i et jævnt fyldigt lag på pladen med en fnugfri klud og skal trække i 3-5 minutter. Tør derefter alt overskydende olie væk med tør fnugfri klud og tør efter med en ren og tør klud (poler pladen). For daglig vedligeholdelse anbefaler vi at bruge en fugtig klud.

Vedligeholdelse af en bordplade i eg på f.eks. et JW Table skal gøres med en neutral hærdende bordpladeolie, 3-4 gange årligt efter behov. Pladen skal være ren og tør inden oliering, olien fordeles i et jævnt fyldigt lag på pladen med en fnugfri klud og skal trække i 3-5 minutter. Tør derefter alt overskydende olie væk med tør fnugfri klud og tør efter med en ren og tør klud (poler pladen). For daglig vedligeholdelse anbefaler vi at bruge en fugtig klud.

Linoleum produkter

Daglig rengøring af borde med linoleum som fra f.eks. HiLow serien kan klares med en ren klud, hårdt opvredet i lunkent vand. Anvend ikke sulfo eller almindelige husholdningsrengøringsmidler, da de udtørrer pladen. Vi anbefaler, at du anvender linoleumsplejemiddel efter behov 3-4 gange årligt. Linoleumsplejemiddel kan købes hos Montana Furniture A/S eller i møbelforretninger.

Laminerede produkter

Daglig rengøring af laminerede produkter såsom SHL Table klares med en ren klud, hårdt opvredet i lunkent vand efterfulgt af aftørring med en ren, tør klud. En grundigere rengøring kan ske med universalrengørings-middel (et par dråber pr. 1 liter vand). Tør efter med en ren, fugtig klud, så der ikke efterlades sæberester og slut af med en ren, tør klud.

Anvend ikke sulfo da det kan efterlade en hinde på overfladen, brug heller ikke skurepulver samt nylonsvam-pe, da de ofte vil mattere eller ridse laminatet. Plejemiddel til laminat kan købes hos Montana Furniture A/S eller i møbelforretninger.

Gummidupper som ofte er placeret i bunden på interiørgenstande indeholder som regel blødgøringsmiddel, som ved længere tids kontakt med overfladen kan gå i forbindelse med laminatet og derved ødelægge denne. Olierede genstande må ikke stilles direkte på eller i modulet, da olien kan gå i forbindelse med laminatet og derved ødelægge denne.